Mød Cecilia Ramlau-Hansen
Læs med nedenfor og find ud af, hvad Cecilia Ramlau-Hansen bruger BSIG-data til, og hvorfor hun elsker at forske i netop disse data.
Jeg er…
Jeg hedder Cecilia Ramlau-Hansen, jeg er 53 år og professor i epidemiologi ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Jeg startede med at uddanne mig til bioanalytiker, men byggede relativt hurtigt ovenpå med en sundhedsfaglig kandidatuddannelse og derefter en forskeruddannelse (ph.d.-uddannelse), begge ved Aarhus Universitet. Jeg er opvokset i en forstad til Aalborg og boede som ung nogle år i Storkøbenhavn. De sidste 20 år har jeg boet i Hobro sammen med min mand og mine børn.
Jeg forsker i…
Jeg forsker mest i årsager til forstyrrelser af det reproduktive helbred, og jeg kigger især efter årsager i den allerførste del af livet, nemlig fostertilstanden. Jeg har undersøgt, om de ting, man udsættes for som foster (fx hormonforstyrrende stoffer, morens livsstil og helbred) kan have en effekt på barnets kønsorganer, pubertsudvikling, sædkvalitet, hormoner, fertilitet og infertilitet. Det er meget vigtig viden, da vi gerne vil sikre et godt reproduktivt helbred i fremtidige generationer.
Da jeg startede på universitetet, blev jeg straks interesseret i dette forskningsområde, og jeg har været fascineret af det lige siden. Og jeg elsker alle aspekter af forskningsprocessen - lige fra undfangelsen af forskningsideen, selve den videnskabelige proces og tolkning til udbredelsen af resultaterne. Mest spændende er det, når resultaterne af de allerførste statistiske analyser kommer frem på computerskærmen efter måneders – og nogle gange års - forberedelse og arbejde.
Hvis man har lyst til at fordybe sig i et bestemt emne og sætte sig ind i videnskabelig litteratur og metode, arbejde med store datasæt og blive rigtig god til epidemiologi og statistiske analyser, kan jeg kun anbefale, at man går efter en epidemiologiske forskerkarriere. Det er sjovt, udfordrende, spændende og berigende.
Jeg bruger BSIG-data til…
Jeg arbejdede selv første gang med BSIG-data for 12-13 år siden under mine ph.d.-studier. Jeg så på, hvordan mænds og kvinders BMI hang sammen med risikoen for infertilitet. Siden har stort set al min forskning været udført i BSIG-data, og de fleste af mine specialestuderende, ph.d.-studerende og postdocs arbejder med BSIG-data.
Jeg er også en del af BSIG-ledelsesgruppe samt leder af BSIGs Pubertetsundersøgelse og er dermed medansvarlig for kohortens drift, ve og vel.
Det ville jeg sige til en BSIG-deltager, hvis jeg mødte ham/hende…
Jeg ville sige:
”Tusind tak! Hvor er det fantastisk, at du er med i det her meget vigtige projekt. Du ved det måske ikke, men dine svar har utrolig stor betydning for den forskning, der bliver lavet til vores alles gavn. BSIG er en verdenskendt og berømt kohorte blandt forskere, og der bliver lavet top-forskning på baggrund af dine og de andre BSIG’ers svar og deltagelse.
Jeg håber, at du også fremover vil blive ved med at svare på vores spørgsmål og deltage i diverse undersøgelser, så vi sammen kan få det optimale ud af BSIG, der blev grundlagt, mens din mor var gravid med dig.”
Cecilia Ramlau-Hansen
Det mest spændende fund, jeg har gjort mig med BSIG-data, er…
Jeg har gjort mange spændende fund med BSIG-data, men et studie, der blev publiceret sidste år i et af verdens førende tidsskrifter ’Human Reproduction’ viste, at jo tidligere en kvinde fik sin første menstruation, jo tidligere gik både hendes sønner og døtre i pubertet. På samme måde viste studiet, at jo senere en kvinde fik sin første menstruation, jo senere gik hendes sønner og døtre i pubertet.
Andre studier har også vist en sammenhæng mellem mødres og døtres alder for første menstruation, men sønnernes alder ved pubertet var der kun var sparsom viden om. De resultater, der nu er baseret på jeres svar på BSIGs undersøgelser har bekræftet sammenhængen mellem mødre og sønners alder ved pubertet videnskabeligt.
Da studiet blev publiceret, fik det meget opmærksomhed fra medierne med cirka 200 historier på forskellige sprog (herunder BBC Swahili), og der var bl.a. 90 millioner views hos MSN Indonesia, 35 millioner views hos Daily Mail in UK og 9 millioner views hos BBC News.
I min fritid kan jeg lide at…
Være sammen med familien og venner, træne på min cross-trainer eller løbe i skove og læse en god bog.
Funfact…
Jeg er selv BSIG-mor til en BSIG-dreng. Vi blev en del af BSIG, før jeg selv blev forsker.