En chatbot kan få unge til at spise sundere
Daglige beskeder på mobilen om sundhed kan måske ændre unges kostvaner, viser et nyt studie fra Statens Serum Institut
Hvor meget vand skal man drikke i løbet af en dag? Hvilken frugt indeholder flest fibre? Hvorfor er mælk sundt?
Vil man have unge til at spise sundere, kan daglige beskeder på mobilen med information om sund kost være et billigt og effektivt redskab. Det viser et stort studie baseret på data fra forskningsprojektet Bedre Sundhed i Generationer (BSIG) ved Statens Serum Institut (SSI), der er lavet i samarbejde med forskere fra Harvard University.
”Det er et vigtigt studie. Tidligere forskning har peget i denne retning, men nu har vi endelig kunnet afprøve det på en relativt stor gruppe, og det ser ud til at virke”, siger Sjurdur Frodi Olsen, som er professor på SSI og som har ledet studiet, der netop er blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift PLOS Medicine.
De unge, der deltog i studiet, fik forbedret deres kostvaner i seks måneder efter programmets start, og tog også mindre på i vægt i samme periode. Halvandet år efter havde virkningen dog aftaget.
Billigt og effektivt værktøj
Studiet bygger på data fra flere end 3300 unge deltagere i BSIG mellem 14 og 15 år, der blev tilmeldt et sms-baseret læringsprogram, og gennem enten fire eller 12 uger modtog daglige sms-beskeder med fakta om sunde kostvaner kombineret med quizzer.
Forskernes overordnede formål var at finde en måde til at forbedre de 14-15-åriges kostvaner, særligt i forhold til at mindske indtaget af drikkevarer med sukker og øge indtaget af frugt, grønt og fisk.
”Selvom resultaterne er nye, så blev selve studiet gennemført for mange år siden, og dengang var det oplagt at sende sms’er. I dag kunne det laves som push beskeder eller som en app”, forklarer Sjurdur Frodi Olsen.
”Men studiet peger på, at et relativt simpelt tiltag som et læringsprogram på mobilen kan virke. Det er en billig og effektiv måde at ramme et stort antal unge på eller til brug i en fedmeepidemi sammenlignet med eksempelvis behandling gennem en diætist”, siger han.
Forskerne ønsker nu at undersøge, om der ses effekt på de unges motionsvaner; der indgik nemlig også oplysninger om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om motionsvaner i læringsprogrammet. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Læs den videnskabelige artikel her:
Bjerregaard AA, Zoughbie DE, Hansen JV, Granström C, Strøm M, Halldórsson ÞI, Meder IK, Willett WC, Ding EL, Olsen SF.
An SMS chatbot digital educational program to increase healthy eating behaviors in adolescence: A multifactorial randomized controlled trial among 7,890 participants in the Danish National Birth Cohort.
PLoS Med. 2024 Jun 14;21(6):e1004383.