Amning beskytter ikke mod inflammatorisk tarmsygdom
Et internationalt forskningssamarbejde har kombineret data fra tre nordiske fødselskohorter, herunder BSIG, for at undersøge sammenhængen mellem amning og risikoen for at børn udvikler inflammatorisk tarmsygdom.
Inflammatorisk tarmsygdom er en fællesbetegnelse for de kroniske autoimmune sygdomme Crohns sygdom (kronisk tarmbetændelse) og colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse), som bliver stadig mere hyppige over hele kloden og oftest rammer unge mennesker. Der er tegn på, at udviklingen af tarmfloraen tidligt i livet er en vigtig brik i forståelsen af, hvorfor disse sygdomme er i fremgang verden over.
Tidligere studier har tydet på, at amning beskyttede mod at udvikle inflammatorisk tarmsygdom, men der har manglet store, repræsentative befolkningsstudier, der fulgte børn fra fødslen og var i stand til at tage højde for andre faktorer, der kunne forklare de sammenhænge, man tilsyneladende fandt.
Forskere fra Aalborg Universitets grundforskningscenter PREDICT (Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease) har samarbejdet med svenske og norske forskere om at kombinere data fra BSIG og de norske og svenske fødselskohorter MoBa og ABIS for at undersøge sammenhængen mellem amning og inflammatorisk tarmsygdom. De fandt, at hverken varighed af fuldamning eller af delvis amning (kombineret med modermælkserstatning eller med introduktion af fast føde) påvirkede risikoen for inflammatorisk tarmsygdom blandt de mere end 140.000 børn inkluderet i studiet.
Forskerne bag studiet understreger, at amning er sundt på mange måder, men det ser ikke ud til at beskytte mod inflammatorisk tarmsygdom, i hvert fald ikke i denne population af skandinaviske børn. En del af forklaringen kan være, at selv om amning styrker immunforsvaret, bidrager rettidig introduktion af forskellige fødevarer og allergener også til udviklingen af immunsystemet.
Læs den videnskabelige artikel:Agrawal M, Størdal K, Vinkel Hansen A, Östensson M, Brusco De Freitas M, Allin KH, Jess T, Ludvigsson J, Mårild K.
Breastfeeding Duration Is Not Associated With Offspring Inflammatory Bowel Disease Risk in Three Population-Based Birth Cohorts.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38729392/