Pubertetsalder påvirkes ikke af fertilitetsbehandling eller lav fertilitet
Hvis et par har svært ved at blive gravide og måske ender med at modtage fertilitetsbehandling, påvirker dette ikke tidspunktet for barnets pubertet nævneværdigt.
Drenge og piger, hvis forældre enten forsøgte i meget lang tid at blive gravide (6-12 måneder eller mere), eller som modtog fertilitetsbehandling, gik i pubertet ved samme alder som børn født af forældre, der opnåede graviditet hurtigere og på normal vis.
Sådan lyder konklusionen på et nyt studie baseret på data fra pubertetsundersøgelsen i Bedre sundhed i generationer (BSIG). Forskere ved Aarhus Universitet har analyseret data fra knap 16.000 unge og deres mødre, som alle deltager i BSIG.
Læge og Ph.d.-studerende Andreas Ernst, som har stået i spidsen for analyserne, forklarer: ”Vi har taget udgangspunkt i de oplysninger, som mødre og børn selv har givet os via BSIGs spørgeskemaer. Mødrene oplyste tidligt i graviditeten, hvor længe de var om at blive gravide, og om de modtog behandling for barnløshed. De unge har selv svaret på spørgsmål om deres eget aktuelle pubertetsstadie (1. menstruation, ejakulation, etc.) hver 6. måned gennem hele puberteten”.
Forskerne fandt kun helt minimale forskelle i gennemsnitsalderen for pubertetens start, da de sammenlignede forskellige grupper af børn født af forældre med kortere eller længere ventetid til graviditet, herunder hvorvidt forældrene modtog fertilitetsbehandling.
”Det er en tryghed at vide, at der på dette område ikke ser ud til at være nogen negative effekter for børn, der er født af forældre, der har haft svært ved at blive gravide”, siger Andreas Ernst.
Læs den videnskabelige artikel:
A Ernst, LLB Lauridsen, N Brix, OA Arah, J Olsen, LH Olsen, CH Ramlau-Hansen
Parental time to pregnancy, medically assisted reproduction and pubertal development in boys and girls
Hum Reprod. 2019 Feb 12. doi: 10.1093/humrep/dez008
Published: 12 February 2019