Psoriasis og halsbetændelse hos børn og unge

I et nyt studie baseret på data fra BSIG finder forskere fra Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet, at hyppige episoder med halsbetændelse hos unge er associeret med hudsygdommen psoriasis. 

Halsbetaendelse

Andre studier har tidligere vist, at der er en sammenhæng mellem halsbetændelse med streptokokker og psoriasis hos voksne. Der er især fundet en stærk sammenhæng mellem halsbetændelse med streptokokker, og dråbeformet (guttat) psoriasis. Denne type psoriasis forekommer også ofte hos børn og unge.

 - Vi ville derfor undersøge, om der også er en sammenhæng mellem halsbetændelse og psoriasis hos børn og unge, forklarer forsker Jonathan Groot, som har analyseret data fra BSIG.

Resultaterne peger på, at gentagne episoder med halsbetændelse ved 10 til 11 års-alderen, og halsbetændelse med streptokokker muligvis er vigtige udløsende faktorer for psoriasis hos børn og unge.

- Der er dog brug for studier, hvor vi har information om de specifikke tidspunkter for udbrud af både psoriasis og halsbetændelse. Vi skal kunne være sikre på, at resultat ikke skyldes, at børn og unge som i forvejen har psoriasis, har højere tendens til at få hyppige halsbetændelser. Dette kunne være en mulig forklaring bag fundene, men det kan være svært at undersøge, da hudsygdommen som oftest først viser sig i en meget mild form, forklarer Groot.

Studiet viser også at halsbetændelser i en tidlig alder — hos spædbørn — ikke øger risikoen for senere udvikling af psoriasis.

Læs den videnskabelige artikel:

Groot J, Blegvad C, Nybo Andersen AM, Zachariae C, Skov L
Tonsillitis and pediatric psoriasis: Cohort and cross-sectional analyses of offspring from the Danish National Birth Cohort.
J Am Acad Dermatol. 2019 Aug 12. pii: S0190-9622(19)32557-5.