P-piller og risiko for fosterdød
Forskere på Syddansk Universitet finder ingen sammenhæng mellem p-pilleindtag og fosterdød. P-piller kan dog volde andre problemer.
22.000 deltagere tog p-piller op til graviditeten
I denne undersøgelse er der benyttet data fra BSIGs 1 interview (foretaget ca. i graviditetsuge 16). Omkring 22.000 deltagere i BSIG tog p-piller i de 4 sidste måneder op til graviditeten. 1102 kvinderne blev gravide på trods af, at de tog p-piller, og disse kvinder stoppede typisk først med p-pillerne i uge 4-6 af graviditeten.
Ingen sammenhæng mellem p-pilleindtag og fosterdød
Den forskergruppe ved Syddansk Universitet, der har arbejdet med spørgsmålet, kunne ikke finde nogen sammenhæng mellem fosterdød og brug af p-piller før eller under graviditeten. Der er altså ikke højere risiko for fosterdød hos gravide kvinder, der ved et uheld er kommet til at indtage P-piller i de første uger af graviditeten.
P-piller kan have andre skadelige effekter
Der er dog andre grunde til at man kan frygte at p-piller, hvis de bliver taget under graviditeten, kan skade fosteret. Kunstige østrogener, herunder Diethylstilbøstrol, kan være både kræftfremkaldende og medføre misdannelser. P-piller medfører også forstyrrelser i vitaminstofskiftet og dette kan være fosterskadeligt.
Læs den videnskabelige artikel:
Jellesen R, Larsen KS, Jørgensen T, Olsen J, Thulstrup AM, Andersen A-MN.
Maternal use of oral contraceptives and risk of fetal death.
Paediatric and Perinatal Epidemiology 2008; 22: 334–340.