Kan alkohol give epilepsi?

Forskere finder ingen generel sammenhæng mellem alkoholindtag hos den gravide og barnets risiko for epilepsi. Men drikker den gravide 5 eller flere genstande på en og samme aften, mens hun er i uge 11-16, er risikoen for epilepsi 3 gange højere.

Sammenhæng mellem binge-drinking i 11.-16. graviditetsuge og epilepsi hos børn

Risikoen for at føde børn med epilepsi ser ud til at være højere for de kvinder, der har drukket alkohol i en specifik periode i graviditeten. "Vi finder ingen sammenhæng mellem alkohol og epilepsi generelt", fortæller Jørn Olsen, som står i spidsen for undersøgelsen sammen med en gruppe forskere ved Århus universitet og Syddansk universitet ."Men de kvinder, der har drukket 5 genstande i 11. til 16. graviditetsuge, får børn med en 3 gange så høj risiko for epilepsi som andre børn", fortsætter han.

"Binge-drinking"

"Og det er vel at mærke "binge-drinking", vi har set på i denne undersøgelse, hvor data fra godt 80.000 graviditeter i BSIG er analyseret", forklarer Jørn Olsen. "Det er den betegnelse, man bruger om at drikke 5 eller flere genstande ved en enkelt lejlighed." Jørn Olsen fortsætter: "Alkohol er en kemisk forbindelse, der let overføres til fosteret via blodbanen. Når gravide drikker alkohol, drikker fosteret med, og vi ved at store mængder alkohol kan skade det ufødte barn. De fleste forskningsresultater tyder dog ikke på nogen skader ved et alkoholforbrug på en genstand om dagen eller mindre."

FAS og epilepsi

Kvinder, der gennem hele graviditeten drikker store mængder alkohol risikerer at få et barn med FAS (føtalt alkoholsyndrom), og epilepsi ses undertiden i kombination med FAS. Forskerne tror at disse skader opstår på bestemte tidspunkter af graviditeten, men ingen undersøgelser har endnu givet brugbare oplysninger om disse evt. sårbare perioder i graviditeten.

Læs den videnskabelige artikel:

Sun Y, Strandberg-Larsen K, Vestergaard M, Christensen J, Nybo Andersen AM, Grønbæk M, Olsen J.
Binge Drinking During Pregnancy and Risk of Seizures in Childhood: A Study Based on the Danish National Birth Cohort.
Am J Epidemiol. 2009 Feb 1;169(3):313-22